Efterår 2023
Kære alle
Hermed et nyt tiltag fra RendbjergFavn. Hvert kvartal vil der udkomme et nyhedsbrev, hvor vi vil berette om stort og småt fra livet på RendbjergFavn.
Sommeren er ved at være forbi – det har været en dejlig sommer på RendbjergFavn, om end vi har nydt lidt for meget regn. Heldigvis er vi kreative og opfindsomme, så der har været en del aktiviteter alligevel.
Vi har som altid gjort brug af mulighederne i nærområdet. Der har været mange strandture, når vejret indbød til det. Vi har bl.a. været ude og fiske, besøge forskellige legepladser, biograf og Plantorama er altid et hit. Vi har plukket jordbær og lavet lækre ting heraf. En lille vandkamp blev det heldigvis også til.
Vi har fået nye cykler og mooncars, til stor glæde for store og små. Nu kan alle komme med på en tur ud i det blå.
Da efteråret begyndte, afholdt vi et brag af en sommerfest. Vi var heldige med vejret og humøret var højt. Vi var omkring 130 mennesker, der alle deltog aktivt. Tak for en dejlig fest.
Den kommende tid står i efterårets tegn, hvor vi allerede nu sanser en masse. Vi plukker de sidste brombær, nyder at naturen skifter farve og at vinden suser godt indimellem. Desværre måtte vores store kastanjetræ lade livet, så nu skal vi på jagt efter kastanjer et andet sted. Efteråret er også tiden for Halloween, hvor vi pynter op med græskar, som vi selv høster.
Vi ønsker alle et dejligt efterår
Mange hilsner fra os på RendbjergFavn