Huset
Huset ligger med udsigt til vandet og ligner et stort slot – der er gode handicapvenlige lyse værelser, store badeværelser og hyggelige fællesrum. Huset er indrettet med de nødvendige hjælpemidler til målgruppen.
Ude og inde er der en atmosfære af ro, nærvær og tryghed. Vi er daglige brugere af det naturskønne område vi har til huse i. Tilmed er der en stor legeplads og sanserum. Vi gør brug af mange redskaber inden for sanseintegration og arbejder med livskvalitet gennem sansning, hvor stimuli er tilpasset den enkelte. Vi leger og er aktive gennem vores sanser, men samtidig er vi også stedet, hvor der skabes et trygt rum for pause, ro og struktur.
Under aflastning, har man sit eget værelse og deler badeværelse med de andre, der er i aflastning.
Målgruppe for Huset
Husets målgruppe er børn, unge og voksne med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse, Downs syndrom, ASF (autismespektrumsforstyrrelse) og multiple handicaps.
Vi tilbyder også støtte til børn, unge og voksne med andre handicaps, såsom kognitive vanskeligheder, samt mental retardering.
Tegn til tale og piktogrammer er en del af vores arbejdsredskab. Faste struktursystemer og støtte til personlig pleje og fysisk udfoldelse er et evigt fokus og vi målretter indsatsen efter den enkeltes funktionsniveau, støttebehov og interesser. Samtidig yder vi støtte og omsorg til at opretholde og/eller vedligeholde færdigheder.
Der arbejdes med individuelle mål, hvor fokus bl.a. kan er på selvstændighed, ADL (Almindelig daglig livsførelse) og mestringsstrategier. Fokus er desuden på fællesskab, socialisering, kreativitet/aktivitet, moral og normer.
Huset rummer vores midlertidige botilbud og aflastning til både børn, unge og voksne.
Afdelingen har, udover det daglige pædagogiske personale, tilknyttet to sygeplejersker og flere administrative medarbejdere. Medarbejderne i Huset har op til 35 års erfaring med målgruppen og er delt op i et børne- og et voksenteam.
Børneteam
Vores børneteam skaber rum for tryghed, trivsel og omsorg. Teamet har et mål om at styrke børnene, så de kan opleve succes i det de gør, samt få den optimale støtte og nærvær. Der er fokus bl.a. leg, livskvalitet, aktiviteter, kreativitet og ro til fordybelse.
Voksenteam
Vores voksenteam har fokus på ADL (Almindelig daglig livsførelse), socialisering, aktiviteter, kreativitet og nærvær. Teamet har et mål om at skabe et rum for velvære, tryghed og trivsel, samt at tilbyde den optimale støtte og nærvær til den enkelte. Der er også fokus på livskvalitet, aktivitet og kreativitet.
