Forår 2024
Endelig! Foråret er kommet og det er godt på vej. Vinteren bød på hygge og nærvær på RendbjergFavn, fastelavn og en ny konge af Danmark.
Vi nyder de lidt længere dage og fuglenes sang, samt vintergækkerne, erantis, krokus og de snarlige kommende højtider på RendbjergFavn.
På RendbjergFavn lægger vi ud med påsken og fejringen af denne. Vi pynter op, påskeliljer i alle vaser og holder dejlige påskefrokoster i alle afdelinger. Der klippes gækkebreve, laves påskepynt og pustes æg. Påskeharen kommer som altid også på besøg og gemmer lækkerier til alle brugere i STU, Huset og A-huset. Han plejer også at være så rar at have påskeæg med til alle ansatte på RendbjergFavn. Han er en god hare 😊 Vi ønsker alle en rigtig god påske.
På det faglige plan byder foråret også på pædagogisk dag for alle fastansatte
på RendbjergFavn.
En altid lærerig og dejlig begivenhed.
Med udgangspunkt i RendbjergFavns seksualvejledning, er emnet for dagen i år ”Seksualitet”, hvor vi bl.a. skal høre et oplæg af sexolog Joan Lysholdt.
Foråret i Danmark har sine luner – lige når vi tror det er varmere og vi kan skifte fra støvler til sko, kommer der en omgang frost. Dette kan give snue m.v. Derfor opfordrer vi til, at alle brugere har passende tøj og at vinterjakken ikke pakkes for langt væk. I alle afdelinger er vi udenfor dagligt, så påklædningen er vigtig.
Det kommer ikke an på vejret, men på påklædningen, om vi kan opholde os udendørs.
Foråret på RendbjergFavn indeholder som altid opfølgningsmøder, planlægning af sommerferien og en masse udendørs aktiviteter – alt sammen noget vi holder af og er gode til på RendbjergFavn.
RendbjergFavn ønsker alle et dejligt spirende forår